Løbet tør for inspiration til indretningen? – 4 gode råd

Indretning

Er du, som danskerne er flest, elsker du sikkert at bruge tid på at indrette dit hjem. Danskerne er nemlig designelskere, der ikke nøjes med det næstbedste eller billigste.

Det skal være nyt, det skal være smart, og det skal være fra de rigtige mærker. Men med tusindvis af forskellige stilarter og tendenser kan det være svært at navigere i de mange muligheder og finde lige netop den stil, du ønsker derhjemme. I denne artikel har vi samlet en række inspirationskilder, du kan trække på, hvis du er løbet tør for idéer til indretningen derhjemme.

Søg inspiration i udlandet

At rejse er at leve. Det er efterhånden en tyndslidt kliché, men ikke desto mindre holder den vand, når vi snakker om indretning og design. En ting er, hvordan vi gør tingene i Danmark – noget helt andet er, hvordan de fortolker og indretter i det store udland. De opfatter hjemmet og indretningen på helt andre måder, både i forhold til farver, møbler og funktionalitet.

Er hovedet vitterlig tomt, når det kommer til gode idéer, kan du med fordel søge inspiration i udlandet – og så gør det jo ikke noget, at du kan opleve et andet land og få lidt sol, mens du gør det. Har du ikke mønt nok på lommen til at komme afsted, kan du altid gøre brug af et ferielån. Så bør der være råd til rejsen og måske nogle udenlandske møbler?

Loppemarkeder er et slaraffenland

Elsker du at krejle og prutte om prisen? Og er du ikke bange for at rode i alverdens ting og sager for at finde det guld, der fuldender dit hjem og indretning? Så er et af de mange loppemarkeder, der hvert år afholdes rundt omkring i Danmark, sikkert noget for dig. Her har du mulighed for at finde alverdens items og møbler, som trænger til et nyt hjem.

Hop en tur på Instagram

Du behøver på ingen måde at bevæge dig uden for hjemmets fire vægge, hvis du er løbet tør for tankegods. Tonsvis af inspiration er nemlig blot få klik væk på Instagram og andre sociale medier.

Her kan du finde professionelle designere, der lever af at indrette, og som gladeligt viser frem af deres kreationer og de hotteste trends inden for design. Du kan også alliere dig med amatørdesignere, som måske er mere i øjenhøjde med det, du er på udkig efter. Det gælder bare om at følge de rigtige mennesker og/eller firmaer. Så bør vejen til inspiration være brolagt.

Find de gamle boligmagasiner frem fra gemmerne

Er du træt af at rode nutidens bolig- og livsstilsmagasiner igennem for at finde toppen af poppen? Hvorfor ikke gå i den anden retning og opsnuse noget vintage eller retro, hvor du ikke bare er én af mange, men faktisk har førertrøjen på? Et oplagt sted at søge inspiration er i gamle boligmagasiner. Her er der gode muligheder for at opstøve noget, der bare venter på at blive trendy igen.